Vandramme-direktivet – forkortet VRD – er et meget lidt sexet ord, som mange i snart mange år er gået i en stor bue udenom. Uanset om man er menigmand eller politisk belutningstager. Ærgerligt, for det er netop EU’s Vandramme-direktiv, der skal redde det danske vandmiljø. Når vi nu ikke selv vil eller magter det.

Bag de tykke EU-mure i Bruxelles er de folkevalgte politikere i Europa-kommissionen og Europa-parlamentet samt deres mange embedsmænd langt længere fremme i skoene, end mange menige EU-borgere tror. Og vi ofte selv er. Vore EU-politikere har nemlig udstukket rammerne for fremtiden, længe før vi når til den. Baseret på input fra organisationer og regeringer i medlemslandene selv. Vandramme-direktivet er et rigtig godt eksempel herpå.

Således besluttede EU tilbage i år 2000, at der skulle findes fælles fodslag og regler for vandmiljøet i alle EU-lande. Der skulle sættes tal og mål på, så man kunne arbejde sig frem mod et bedre vandmiljø i alle medlemslandene. Og det skulle være sammenligneligt landene imellem. Det blev til Vandramme-direktivet: VRD.

EU’s Vandramme-direktiv har som målsætning, at de forskellige landes vandområder undersøges, klassificeres, målsættes og om nødvendigt forbedres. I VRD’s første år var der megen uklarhed omkring kriterierne herfor, da direktivet lægger vægt på mange forskellige parametre – heriblandt biologiske, kemiske og fysiske.

Først meget sent i forløbet kom der klarhed herover. Først sent kunne man således sætte konkrete tal på mange af de parametre, som indgår i direktivet. Som skal gøre forholdene sammenlignelige nationalt såvel som internationalt. Nu har man så konkrete mål for, hvor mange ørreder der eksempelvis skal være i et vandløb, førend dette kan siges at leve op til en “god økologisk tilstand” – som krævet i henhold til EU’s Vandramme-direktiv.

Hvad gælder kvælstofudledningen til havet, så har der snart længe været bred enighed om, at den nuværende udledning på godt 60.000 tons om året skal reduceres til godt 40.000 tons – for at nå den ønskede “gode økologiske tilstand” i havet. Den, der sikrer miljøet klart vand uden algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

“God økologisk tilstand”

Nok det begreb, der fra starten var vagest defineret, er kravet om “god økologisk tilstand”. For hvad vil det lige sige? Og hvad indebærer det helt konkret for åer, søer, fjorde og havområder? Hvor højt skulle barren sættes, hvis VRD skulle have nogen mening og være til gavn for miljøet? Og hvor hurtigt skulle målene nås?

Der blev også lagt op til, at man indsætter kvalitative parametre i målsætningerne – i stedet for de rent kvantitative, der ikke nødvendigvis siger ret meget om miljøtilstanden. I stedet for nogle vanskeligt definerbare grænseværdier for udledning af stoffer kunne man nu sætte som målsætning, at der fremover skal være eksempelvis rødspætter i et farvand. Og så ellers stræbe efter at bringe vandmiljøet i en sådan stand, at der vil kunne leve rødspætter i det. Efterfølgende skal man så naturligvis forsikre sig om, at der vel at mærke også kommer rødspætter til.

Rødspætten er blot et tænkt eksempel på en ny måde at anskue naturforvaltningen på. Men et eksempel, der meget fint kan overføres på Kattegat. Vil vi igen have selvreproducerende fisk i de indre danske farvande, må vi se på både de fysiske, kemiske og biologiske forhold herude. Det ene virker ikke uden det andet.

Vandramme-direktivet blev indført i år 2000 og opererer med forskellige delperioder, inden alle mål skal være opfyldt senest den 31. december 2027. Alle åer, søer og kystnære farvande skulle inden 2015 som minimum have opnået en god kemisk og økologisk tilstand, der kun afviger minimalt fra den naturlige tilstand – før menneskelig påvirkning. Det samme skulle grundvandet.

Vi skriver nu 2019 og ved vel efterhånden allesammen, at dette ikke er lykkedes. I hvert fald ikke i Danmark. Ikke et ord om Landbrugspakken, øgede kvælstofudledninger, nedsivende pesticider og advarende pilotskrivelser fra Bruxelles. De sidste gemmer man godt af vejen inde på Christiansborg, hvor virkeligheden nu har overdøvet valgløfterne. Og heldigvis har vor nuværende regering – modsat den foregående – forpligtet sig til at overholde Vandramme-direktivet. Det skrev partierne allerede ind i det såkaldte “forståelsespapir”, der danner grundlag for den nye regering styret af Socialdemokratiet.

Men i EU vidste man dog godt selv, at det nok kunne blive et problem at nå de ambitiøse målsætninger i Vandramme-direktivet. Så derfor indførte man samtidig en bestemmelse om, at hvor en naturlig tilstand ikke kunne opnås eller ville medføre “uforholdsmæssigt store omkostninger”, kunne der tillades en ringere tilstand. Eller gives fristforlængelser på to gange seks år. Altså først fra 2015 til 2021 og endegyldigt sidst fra 2021 til 2027.

I 2028 skal målsætningerne være nået i hele EU.

HELCOM – till Hell comes

Ikke kun EU’s Vandrammedirektiv frfa 2000 forpligter os til at gøre en indsats for at sikre et bedre vandmiljø. Det gør også HELCOM konventionen.

“Helcom” er en forkortelse for “Helsinki Commission”, som er en såkaldt mellemstatslig kommission, der styrer og administrerer Helsingfors-konventionen. Helcom, som er grundlagt tilbage i 1974,  arbejder for en bedre beskyttelse af det maritime miljø i hele Østersø-området.

Til medlemslandene hører Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Lithauen, Rusland, Polen og Tyskland – samt Europakommissionen.

117 ud af 119 danske havområder lever i dag ikke op til kravene i EU’s Vandrammedirektiv, men har brug for yderligere kvælstofreduktion. Det “økologiske råderum” bag lov L111 blev derfor opfundet til formålet af en regering, der ville tilgodese sine nære (parti)venner i havbruget. Her var der millioner i nem profit, når man blot kunne forurene løs i det vand, vi andre skatteborgere har betalt milliarder for at rense – via kostbar kloakering og bygning af dyre spildevandsanlæg.

De åbne havbrug giver som bekendt ingen mulighed for kontrol af forureningen eller rensning af de store spildevandsmængder. Alt ryger lukt ud gennem de åbne netmasker. Foderrester, ekskrementer, antibiotika og anvendte hjælpestoffer. Eksempelvis kobber. Åbne havbrug som de eksisterende er således åbne kloakker direkte ud i vandmiljøet.

Netto er der absolut intet økologisk rådighedsrum til yderligere forurening af Kattegat – uanset kilden. Men Danmark havde og har ifølge vor nu flygtede og dengang værende miljøminister Esben Lunde Larsen (V) “samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op” til max. Vi har således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi har forpligtet os til. Og det går jo ikke.

Esben Lunde Larsen opfandt derfor et råderum til udledning af yderligere 800 tons kvælstof, som skulle fordeles på 8 nye store havbrug i Kattegat. Herved forbrød Danmark sig mod både Helcom konventionen og EU’s Vandrammedirektiv. En stor del af det udledte kvælstof ville nemlig have ramt de kystområder, som er vist på kortet herunder. Og en sådan øget forurening må man ikke påføre vandområder, der hører under Vandrammedirektivet.

Her skal vandmiljøet jo forbedres.