Den 22. januar var der indkaldt til stormøde om opdræt af miljø-muslinger i Provianthuset på Christiansborg. Her kunne de implicerede parter slå på tromme for, at vi skal have masser af nye arealkrævende og storforurenende muslingefarme i de indre danske farvande.

Med tilskud, naturligvis. Innovationsfonden alene har afsat 16 millioner tilskudskroner til nye forsøg med opdræt af “miljø-muslinger”, der skal rense vandet for kvælstof fra landbruget og bruges som fodertilskud til en øget svineproduktion.

Men muslingefarme forurener kraftigt, hvor de ligger. Og muslingefarmene har vist sig slet ikke at kunne producere, hvad de lover og påstår. Derfor dette andet indlæg på Altinget.dk, som beretter lidt om livet på den anden side af sandheden:

I vort seneste indlæg den 31. januar anbefalede vi, at danske politikere lytter mere til uvildige forskere på den anden side af Sundet end til danske virksomheder med en åbenlys økonomisk interesse i et tilskudsstøttet muslingeopdræt.

Med indlægget fra industrien i Altinget 5. februar har vor frygt vist sig velbegrundet. Således er samtlige fem medunderskrivere, som plæderer for flere muslingefarme med produktion af svinefoder for øje, på den ene eller anden måde leverandører til hinanden i den interne og lukkede fødekæde, der populært kaldes “gylletrekanten”.

Renseanlæg for landbruget

Landbruget opdrætter millioner af svin, som producerer kolossale mængder gylle, der i overdosis hældes ud på markerne. Overskydende gylle havner i vandmiljøet, der kvitterer med algeblomst og uklart vand, som nu kan bruges til dyrkning af muslinger, der igen kan blive til svinefoder. Til endnu flere svin og endnu mere gylle.

Anlæggelsen af store muslingefarme kan ifølge professor Stiig Markager blive til en sovepude, så vi ikke får begrænset udledningerne fra land, men i stedet omdanner vores fjorde til renseanlæg for landbruget. Man forstår, at de fem medunderskrivere af indlægget qua deres økonomiske interesser har travlt med at komme i gang med “økomuslingerne”.

Det fremgår af seneste referat fra Limfjordsrådets behandling af det lukkede muslingemøde på Christiansborg, at det er Hedeselskabet og dets tidligere datterselskab Orbicon magtpåliggende, at de skal forestå den planlagte muslingeproduktion. En så vigtig sag bør ikke overlades til andre uden Hedeselskabets mangeårige erfaring med muslingeopdræt. Men muslingeopdræt er i sig selv ingen raketvidenskab. Det er bivirkningerne derimod.

Den minimale produktion fortæller nok en del om vanskelighederne ved opdræt af muslinger – at der er mange ydre forhold, man ikke har styr på eller kontrol over. At de opgivne estimater derfor skal tages med et endog meget stort gran salt.

At det derfor er overordentlig risikabelt at sætte sin lid til “økomuslinger” og “blå biomasse”, hvis der skal fjernes tilstrækkeligt med kvælstof fra vandmiljøet – på pålidelig vis. Da ender vi op med et skønmaleri som det, vi netop har set med Landbrugspakke og minivådområder. Flot på papiret og i teorien. Men udueligt i praksis. Mere varm luft – nu blot i hårde skaller.

Hertil kommer så, at muslingeopdræt i storskala er underlagt de rådende fysiske og kemiske forhold og dertil kan have flere uheldige bivirkninger: Dels er det velkendt, at saliniteten spiller en overmåde stor rolle for blåmuslingernes vækst og dermed deres kvælstofoptagelse.

Således kommer vækst og kvælstoffjernelse i eksempelvis Sønderborg ikke i nærheden af den, man kan få ved Skive, hvor Limfjorden er både salt nok (25 ‰) og forurenet nok til en optimal produktion. Det er den ikke i det sydligste Danmark. Her må anlæggene derfor være tilsvarende større, hvis de skal levere den ønskede kvælstoffjernelse.

“Miljømuslinger” er ikke længere et spørgsmål om pest eller kolera. Miljømuslinger er et spørgsmål om svinepest og havkolera.”

Muslinger er ofte dårlige til at filtrere de små blågrønalger fra vandet. Dem, vi ellers gerne vil af med. Muslinger er derimod så dygtige til at filtrere andre alger og de større planktondyr, at man kan ende op med en overvægt af giftige blågrønalger i det omgivende vandområde – og ikke tilstrækkeligt med dyreplankton til at holde dem nede. Blågrøn algeblomst kan da i værste fald blive det direkte resultat af et storskala muslingeopdræt.

Den uundgåelige organiske forurening omkring muslingefarme gør det samtidig sværere for det vigtige ålegræs at vokse, end det allerede er. Og sværere endnu at retablere de ålegræsbælter, der engang var.

De mange millioner muslingers store optag af bakterier og alger i den frie vandmasse langt fra land kan ligeledes stjæle føden fra de naturligt forekommende muslinger, der sammen med ålegræsset er vigtige for livet og artsdiversiteten inde på lavt vand under land. Endnu en uheldig mulig bivirkning af muslingeopdræt i stor skala.

Sidste bastion kan snart falde

De traditionelle linemuslingeanlæg er på vej ud – erstattet af de langt større og mere effektive “Smartfarms” med deres mange kilometer lange sorte plastrør og tunge høstmaskineri. Smartfarms er udviklet og konstrueret til brug i Norge, hvor alting bare er større, og hvor man jo har Golfstrømmen til at rydde op efter sig – efter den yderligere forurening, der nu sker ved høst.

Nogen Golfstrøm har man ikke i hverken Limfjorden, Mariager Fjord eller det sydlige Lillebælt. Det er svært at forestille sig, hvor der skulle blive plads til de store anlæg – i eksempelvis et langt, smalt og trafikeret farvand som Mariager Fjord.

Lokalt er man ikke begejstret for muslingefarmene i Limfjorden, der allerede gisper efter vejret – som et af Danmarks mest gylleforurenede farvande. Her er det tegner og tatovør Richard Horsebøg Nybo fra Skive, der giver sin mening til kende.

Med en reduceret vandgennemstrømning i Limfjorden vil effekten af muslingefarmenes lokale forurening øges proportionalt. Den reducerede salinitet vil ligeledes reducere muslingernes vækst, kvælstofoptagelse og kvælstoffjernelse ved høst. Hele grundlaget for muslingeopdrættet skrider hermed.

Balancerer på randen af katastrofe

Vi så for nylig, hvor galt det kan gå i et økosystem, der konstant balancerer på randen til en katastrofe – på grund af massiv forurening med næringssalte. Vi så det i december sidste år i Horsens Fjord, hvor indtrængende saltvand nordfra pludselig resulterede i en massiv og specifik opblomstring af Chattonella-alger. Med massiv fiskedød til følge.

Ser man muslingeopdræt og kvælstoffjernelse i et lidt større perspektiv – som muligt redskab til implementering af kravene i EU’s Vandrammedirektiv og dermed de hjemlige vandplaner – tegner der sig et endnu mere usikkert og kompliceret billede. Det opsummeres nok bedst med følgende citat fra den anden side af Øresund, fra Stockholms Universitet:

“Hvis målet er at leve op til regionale vandplaner eller sågar Helcom-redningsplanen, da bliver de tekniske udfordringer hurtigt enorme. Den nødvendige målestok for at opnå næringsstofnedsættelse vil nødvendigvis blive massiv og kan meget vel ændre hele Østersøens næringssaltbalance.

Det være sig udveksling mellem kystnære næringsstoffer og næringsstoffer langt til havs, iltforhold, bentiske og pelagiske dyre- og plantesamfund, planktonsammensætning, fødekæder, fiskebestande og så videre. Der mangler erfaringer fra opdræt i så stor målestok, og ekstrapolering fra eksisterende viden er ikke mulig.”

Citat: Stockholms Universitet

Det er meget lidt betryggende, at alt dansk baggrundsmateriale stammer fra aktørerne selv – ikke fra uvildige forskere. Fagkundskaben er ganske vist enige om, at der fjernes kvælstof, når der høstes muslinger.

Fagkundskaben er også enig om, at muslingefarme ikke gør nævneværdig skade på vandmiljøet – så længe de blot er få og små. Det skal tilføjes, at muslingeopdræt med henblik på kvælstoffjernelse ikke har været anbefalet af Stockholms Universitet siden 2009.

Muslingefarme ikke rentable

Men faglitteraturen rummer desværre også flere eksempler på, hvor galt det kan gå, når man opskalerer til flere kvadratkilometer store og tætte muslingefarme. Hvordan de mange millioner muslinger samlet på ét sted kan ændre hele økosystemet i et større vandområde.

Hvordan stofomsætningen pludselig kan vende. Hvordan man i stedet for klarere vand og kvælstoffjernelse kan ende op med det stik modsatte, nemlig algeopblomstring, uklart vand, iltsvind og tilbageholdelse af næringsstoffer, der ellers ville eksporteres naturligt fra lokalområdet.

Man kan således ende op med en højere grad af eutrofiering, end man startede med. Alt efter udgangspunktet.

Det er også værd at kaste et blik på økonomien. Branchen udtaler selv, at muslingefarme ikke er rentable alene på markedets vilkår, og forventer at få statsstøtte i et endnu ikke angivet omfang. Man bør fra politisk side overveje, om det er statens opgave at betale for yderligere forurening af vandmiljøet?