Af Nina Bjarup Vetter, Cand.theol. og formand for miljøforeningen Blak, Djursland

“Østersøen er døende”. Så kort, præcist og deprimerende udtalte den polske EU-parlamentariker J. Wałęsa sig i EU’s klagekomité 11. april i forbindelse med et dansk klageinitiativ over regeringens planer om at etablere åbne havbrug i Kattegat. Mere om klageinitiativet senere, men først et blik på J. Wałęsa og det internationale samarbejde omkring Østersøen, Danmark har forpligtet sig på.

Ud over at være udvalgskoordinator for klagekomitéen er han også viceformand i EU’s fiskerikommission og udtaler sig desværre − får man lyst til at sige − på en meget kvalificeret baggrund. Intet nyt heller i den triste udmelding. Længe har vi kendt til østersølaksens kranke skæbne og høje indhold af tungmetaller, men det ser om muligt værre ud for Østersøens torskebestande. Overfiskeri, men også alt for store udledninger af kvælstof og fosfor fra landbrug og spildevand, er slået hårdt igennem.

I Skandinaviens største avis, svenske Aftonbladet, udtalte Nils Höglund, politisk fiskeriansvarlig fra Coalition Clean Baltic, sig 12. april og slog dels fast, at ”situationen for torskene i Østersøen er meget kritisk”, og at ”den torskebestand, som findes, er meget udmarvet og livslængden kort, og fiskene svømmer rundt på bunden som zombier.” Udtalelserne blev bakket op af et billede af en sygeligt udmarvet og undervægtig torsk.

Under Helsingfors konventionen, som administreres af det mellemstatslige organ Helcom, er alle EU-medlemsstater samt de lande uden for EU, som grænser op til Østersøen, forpligtede på at begrænse tilførslen af næringsstoffer og opnå en god miljøtilstand i deres havområder. Et nødvendigt samarbejde, da de enkelte nationer ikke kan afholde havet fra at føre andre landes forurening og udledninger med sig.

I det lys vedtog landene en række principper, blandt andet princip 8, som betyder, at de enkelte nationalstater ikke bevidst må øge udledningen til havet et sted, selvom de måtte have reduceret den et andet sted. Som eneste stat udmeldte den danske regering, at man af principielle årsager ikke kunne tilslutte sig dette princip, fordi man mente, det ville betyde en indskrænkelse af den nationale råderet.

 

“Miljømæssigt råderum”

Hermed var der skabt mulighed for, at den afgåede miljøminister Esben Lunde Larsen kunne genbruge sit kendte kreative talent for omskrivninger.

Han brugte den nationale råderet til at opfinde begrebet ”miljømæssigt råderum”. Et råderum, som hokus pokus passede perfekt til regeringens planer om at anlægge store og stærkt forurenende havbrug i Kattegat. Vel at mærke havbrug, som kommer til at blokere det smalle luftrør i Kattegat, som den gispende Østersø overlever på. Og vel at mærke i områder af Kattegat, som allerede lider af stærkt iltsvind.

Beviset på Kattegats iltsvind kom i efteråret, hvor det rene badevand flere steder langs de østjyske kyster blev afløst af algesuppe og grønligt grumset vand.

Netop det kreative påfund om, at der skulle eksistere et ”miljømæssigt råderum”, var, hvad det danske klageinitiativ gik ud på, og som blev fremlagt foran EU’s klagekomité 11. april af kandidat til Europa-Parlamentet Kirstine Bille (SF) og Mads Nikolajsen (SF) fra Norddjurs Kommune. For anden gang var hun indkaldt til komitéen for at holde liv i deres klage.

Igen afviste Kommissionen dog, at den danske regering havde overtrådt EU’s lovgivning med deres opfindelse af et ”miljømæssigt råderum”. Men vigtigst var, at klagekomitéens formand, den svenske Cecilia Wikström, med en enig komité valgte, at andragendet fortsat skulle forblive åbent. Hun henviste som J. Wałęsa også til, at de danske planer om store havbrug nødvendigvis skulle sættes ind i konteksten af Østersøens dårlige forfatning.

Ordret afsluttede hun med at gentage Wałęsas ord, om at Østersøen er døende, men føjede til, at ”det er vores pligt som EU at gøre noget ved Østersøen, hvis vi tænker klart over det, skal der være ensartethed i, hvad vi gør i parlamentet. Vi taler indimellem om at redde havet og redde dyrelivet. Men det kan vi ikke, hvis vi ikke gør noget, når dele af vores farvand er ved at dø.”

Hun henviste herefter den danske delegation bag klageinitiativet til at kigge nærmere på EU’s eget samarbejde om den baltiske region og Østersøen, EUSBSR (EU Strategy for the Baltic Sea Region).

 

Øjne rettet mod den døende Østersø

Vi må glæde os over, at der findes internationale forpligtelser og samarbejder, som handler og tænker mere klart og fremsynet end den danske regering.

Det har ligget brancheforeningen Dansk Akvakultur meget på sinde at understrege, at Helcom-samarbejdet ikke er juridisk bindende. Det er EU-samarbejdet heldigvis, og med alles øjne rettet mod den døende Østersø bør Danmark som det første lægge kursen om. Eventuelt kunne vi skue til både Norge og Sverige, som med stor succes har etableret maritime nationalparker.

Ikke mindst fordi de otte udpegede zoner, regeringen har udset til forurenende havbrug, alle ligger lige ud for Djurslands og Nordsjællands kyster. Områder, som genererer milliarder af turismeindtægter til landet og skaber tusindvis af arbejdspladser.

Et tværnationalt samarbejde om en maritim nationalpark i Kattegat, med sigte på at reducere udledninger fremfor at øge dem med havbrug, kan med stor sandsynlighed hjælpes på vej af netop EUSBSR. Oplagt, om man i Kattegat genetablerer opfiskede stenrev og freder bestandene, så de får mulighed for at komme sig.

Ikke alene vil det sikre de store rekreative interesser på Nordsjælland og Djursland, men også sikre havmiljøet og sørge for, at Kattegat bliver den reneste kilde til at genvitalisere den døende Østersø og de lidende torsk.”